Om 4 dage så er det præcis et år siden jeg rykkede til Singapore, og set i bakspejlet, så er tiden alligevel fløjet af sted. Jeg er helt klart faldet til herude, og det er oplagt for mig at se Singapore som mit hjem. Det vil ikke være noget problem for mig at være herude et år til. På trods af det, så gør det jo alligevel ondt at læse om de tragiske begivenheder i Norge, som er fundet sted i sidste uge. Til trods for at jeg bor på den anden side af verden, så føles det stadig nært. Pudsigt nok sad jeg den anden dag og så det britiske drama/komedie ”Four Lions”, som handler om terrorisme. Til trods for at filmen følger fire islamistiske fundamentalister, så er den mere fokuseret på det menneskelige aspekt, og er et fremragende bevis på hvordan man kan anvende humor til at komme med en seriøs pointe. Jeg vil varmt anbefale alle at se den.
Jeg har haft en roommate de sidste par uger, i forbindelse med at min nabo skal til at flytte adresse. Han kunne først rykke ind i sin nye lejlighed den 1. august, og spurgte derfor om han ikke kunne låne mine sovesofa, og som den barmhjertige samaritaner jeg er, så bød jeg ham selvfølgelig indenfor. Han fik en øjeoperation sidste weekend, for endelig at kunne gå uden briller eller kontaktlinser. 15 minutter senenere og 4000 dollars fattigere, blev han smidt ud af klinikken med en håndfuld smertestillende piller og et påbud om at undgå vand i ansigtet den næste uges tid. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad præcis der var i de piller, jeg ved bare at efter han havde taget 4 piller var han vågen uafbrudt fra mandag morgen til tirsdag midnat. Jeg ved ikke præcist hvad han lavede i den periode, men jeg ved da han endelig lagde sig til at sove om onsdagen, så vågnede han først kl. 10 om aftenen. Til trods for at de var smertestillende, så tror jeg ikke de piller var specielt sunde.
Jeg har også fornyelig investeret i en Kinect, en bevægelsessensor til min xbox. Det er sådan set en udvidelse af konsollen, så i stedet for at sidde med en controller, så anvender man nu hele kroppen for at spille. Jeg er ikke rigtigt sikker på om jeg kan anbefale det, fordi til trods for at man anvender hele kroppen, så synes jeg faktisk det er svært at leve mig ind i det. Det hænger også sammen med spiludbuddet indtil videre ikke er imponerende, hvor kun musik/shooter spillet ”Child of Eden” er kommet tæt på at give mig en unik oplevelse. Ikke desto mindre får man sved på panden af det, så som alternativ til klassisk idræt er det egentlig meget lovende.
