På fredag har min kære niece fødselsdag. Hun fylder 8 år. Da jeg desværre ikke er hjemme i Danmark (jeg ankom igen til Singapore i lørdags), så har jeg ikke mulighed for at fejre hende. Derfor skrev jeg en lille fødselsdagshilsen i hendes dagbog – eller den grønne bog som jeg så hun bar rundt på forrige fredag. Hun har også selv skrevet lidt i den, og det er lidt fascinerende at læse den rene barnlige prosa, der ikke lader sig bremse at sådanne voksne fænomener som kommaer, og punktum bruges egentlig også kun i yderste nødstilfælde. Jeg synes faktisk at teksterne har deres egen indbygget symmetri, og jeg kommer lidt til at tænke på nedenstående historie som jeg fik fortalt engang i tidernes morgen….
Emma’s 8-årige fødselsdag
Da jeg blev 8 årig fortalte min far mig at vi skulle ud og se enhjørningerne og jeg glædede mig meget fordi enhjørningerne var så søde og dejlige og jeg ville ønske jeg havde en selv men det kan desværre ikke lade sig gøre siger min far til mig.
Jeg sætter mig ud i bilen og venter på mor og far de er altid så langsomme hvorfor er voksne altid så langsomme? Jeg er meget spændt på at se enhjørningerne og jeg begynder at synge lidt for mig selv fordi det kan jeg godt li at gøre når vi kører i bil.
Lalalalalalalalalalala
Far og mor kommer ind i bilen og far siger at jeg ikke skal synge og mor siger at det kan da være lige meget og far spørger mor om hun også godt lide at spise sølvpapir men det lyder ikke rigtigt som om at han mener spørgsmålet og mor svarer heller ikke jeg kom engang til at spise sølvpapir fordi jeg ikke havde pakket hele min madpakke ordentlig ud og det gjorde meget ondt i munden så jeg siger til mor at hun skal ikke spise sølvpapir for det gør ondt i munden.
Lalalalalalalalalalalala
Vi kører i lang tid forbi huse og haver og jeg kan se sære mennesker der leger og arbejder i haverne der er en mand der ser ud til at han danser med en ræv som står på to ben men det kan også godt være at det bare var en hund.
Vi kører i mange timer og pludselig stopper far bilen fordi han siger at vi skal spise frokost så vi går ind på en restaurant og jeg får lov til at spise pomfritter og gulerødder og der kommer en klovn over til mig og giver mig pomfritter og sodavand jeg synes han ser lidt uhyggelig ud han har stort blåt hår og en grim rød næse.
Mor prøver at få klovnen til at gøre noget sjovt og han taler med en underlig stemme og jeg kan ikke rigtigt forstå hvad han siger og jeg turde ikke kigge på ham selvom jeg ved at han kigger på mig når jeg kigger ned i bordet. Endelig går han væk så er jeg ikke bange mere.
Efter frokost kører vi videre ud i skoven og nu er vi snart ved enhjørningerne jeg glæder mig helt vildt skoven er meget mørk og træerne når helt op til skyerne. Jeg kan se nogen underlige dyr der hopper rundt mellem træerne jeg kan se en abe der sidder på en gren og det ser ud til at den griner af noget måske har den lige hørt en sjov vits.
Endelig kommer vi til enhjørninge-indhegningen og enhjørningerne er så flotte jeg prøver at give den ene noget græs men den kigger bare underligt på mig og vil ikke spise græsset. Så får jeg lov til at ride på en af dem og det er rigtig sjovt og jeg begynder at grine og jeg prøver også at synge.
Lalalalalalalalalalalalalala
Far siger der er gået mange timer nu men jeg synes ikke der er gået så lang tid og mor siger hun er træt af myggene men jeg synes ikke de er så træls. Vi skal til at køre hjem og jeg sætter mig ind i bilen og begynder at kigge op på himlen og det er aften nu så der er stjerner og månen. Jeg er meget træt nu og på vej hjem falder jeg i søvn.
