Jeg har det sidste stykke tid gået og leget med ideen til en historie, som jeg gerne ville skrive. En lille novelle på halvanden side eller deromkring. Historien passede fint til Fars Dag, men jeg kunne simpelthen ikke tage mig sammen til at skrive den – før jeg her i torsdags, fik ideen til den første sætning, og så gik der lidt over en time hvor jeg skrev uafbrudt. Resultatetet blev en historie som jeg forærede min far i Fars Dag gave, og som jeg nu har gengivet forneden med hans tilladelse. Det har selvfølgelig også medført at jeg ikke købte nogen fysisk gave til ham, så kald mig bare nærig – men jeg foretrækker nu alligevel kreativ:
Det var Fars dag og Alfaderen sad på sin trone i sin fyldte storsal, og ventede med spændthed på at modtage sine sønners gaver. Den første søn trådte frem, han var stor, kraftig og besad en stor del af sin far guddommelige styrke, selvom han ikke kunne prale af den samme visdom. Hans ansigt var dækket af skæg og langt rødt hår, og lynene spillede mellem hårspidserne. Hans hammer hang som altid ved hans side. ”Kære fader,” sagde han med en dyb og gennemtrængende stemme, der ville lyde som et brøl for enhver dødelig mand. ”Jeg giver dig et nyt øjeklap, da jeg har set at dit gamle er blevet slidt med alderen. Jeg har rejst i lang tid igennem udgårdsrigerne for at lede efter et passende materiale, og ved en af verdens yderste kyster kæmpede jeg mod en søslange, der var lang som en stormflod og besad hugtænder med dødbringende gift. Fra hans hud tog jeg materialet til dit nye øjeklap.” Sønnen gik frem og præsenterede gaven. Alfaderen tog imod den, og skiftede den øjeblikkeligt ud med den gamle. Først føltes den ru mod hans ansigt, men faderen blev hurtigt glad for det nye øjeklap for det passede godt til ham og det så også dejligt eksotisk ud.
Den næste søn trådte frem. Han var smuk som synden selv med et firskårent ansigt uden skæg, og selvom han ikke havde hverken samme højde eller bredde som sin forrige bror, så var der ingen tvivl blandt nogen af de tilstedeværende i salen, at han var den smukkeste. ”Kære fader, ” sagde han med en stemme der på en gang både var blid og syngende. ”Jeg giver dig nye sko til din hest, for selvom ingen kan benægte hans styrke og hastighed, så fortjener han de smukkeste sko for at understrege hans stolte status og hans ophøjede ridder.” Sønnen lagde skoene – alle 8 – i sin faders skød og trådte tilbage. Alfaderen småklukkede lidt for sig selv over denne gave, for den var en bekræftelse af sønnens forfængelige natur, men det var stadig en gave givet i god vilje og faderen kunne bestemt ikke benægte at skoene var smukke og ville passe hans ganger perfekt.
Den tredje søn, som egentlig ikke var hans søn, men derimod hans halvbror, trådte frem. Han var bestemt ikke køn, hans lange sorte fedtede hår sad i laser ned over hans ansigt og hans krop var lige så krumbøjet og skummel som sin personlighed. ”Kære fader, ” sagde han med en stemme, der lød hæs og også lidt slibrig som en slangetunge. ”Jeg bringer dig intet overdådigt, for hvor nyttesløst ville det ikke være? Du er alfaderen og i flere tusind år har du siddet på alle de værdier du har kunnet ønske dig. Om jeg så havde fundet verdens smukkeste juvel så havde den blot være en ligegyldig forlængelse af de værdier, du allerede har i dit skattekammer. Jeg besluttede mig derfor for at give dig noget simpelt, og jeg gik længe blandt menneskene for at lede efter det mest ligegyldige, for det vil i sandhed komme til at stå i kontrast til dine rigdomme, og på den måde vil deres pragt og glans blot lyse så meget desto stærkere. Jeg mødte en ung tømrer, grædende og forladt en aften. Han var blevet dømt til at lide for alle andre mennesker, og det var naturligvis en tanke han havde svært ved at acceptere. Jeg spurgte ham hvilke værdier han efterlod og det eneste han havde, var et gammelt slidt lerkrus. Jeg spurgte om jeg måtte få det og han gav mig det frivilligt. Kruset er bestemt ikke kønt, men det har en historie og er på den måde unikt, selvom det hverken smukt eller glimtende.” Sønnen trådte frem og præsenterede kruset som alfaderen tog imod, selvom han var tydeligt skuffet over gavens ringe kvalitet. Ikke desto mindre var det en gave og Fars dag var nu overstået.
Der gik tæt på 1000 år, før de begyndte at komme. Først kom de enkeltvis, men efterhånden kom der blot flere og flere indtil de stod for an tronsalen i hobevis. Riddere – de fleste udsendt fra Kong Arthus hof – var kommet til Alfaderens rige, og selvom han havde forsøgt at ignorere dem, så var de efterhånden blevet så højrøstet at han var nød til at konfrontere dem. En morgen lige efter solen var stået op, åbnede han sin port med et brag og råbte alle ridderne an. ”Udsendte riddere, i er kommet til mit rige selvom jeg hverken kan prale af at have drager eller nødstedte jomfruer. Hvad bringer jeg til min port?” Ridderne kiggede op på Alfaderen, som var imponerende at beskue på trods af hans aldrende skikkelse, men ikke desto mindre mødte de hans blik og sagde: ”Vi er kommet efter den hellige gral, og det er vores livsmission at finde gralen. Den vil bringe os hæder og ære og gøre os udødelige i historien.” Alfaderen havde aldrig hørt om gralen, men han var sikker på at han kendte alle skatte i hans skattekammer, så han bad ridderne om at beskrive gralen, og de fortalte ham om kruset – det ligegyldige lerkrus – som deres frelser havde drukket af umiddelbart før han ofrede sig for menneskenes synder.
Alfaderen havde aldrig brugt kruset, det havde blot stået og samlet støv i hans kammer de sidste mange århundreder, og han gav det uden tøven til ridderne. De forlod hans rige, glade og oprejste, og tilbage stod Alfaderen og undrede sig over hvordan noget så ligegyldigt kunne betyde så meget for så mange mennesker.
